De færreste mennesker kan være hjemme hos deres hund 24 timer i døgnet. Ofte er hunde alene hjemme i mange timer om dagen. Det gælder først og fremmest, når vi er på arbejde, men også alle de små ture til købmanden og posthuset.
Med en hundegård kan du give din hund en langt bedre oplevelse, når du er væk fra den. Den kan komme ud i det fri, ligesom dens mulighed for at tisse er en oplagt fordel. Med et solidt hundehus har den ligeledes mulighed for at komme i læ, når det regner og sner.
Placering af hundegård
Mange hundeejere kan godt lide at placere deres hundegård ud mod vejen. Det skyldes, at mange hundeejere betragter hunden som noget af det bedste til at holde vagt. Der er bare det problem, at du let får problemer med gøen og hylen. Det sker ofte med denne placering, fordi hunden hele tiden kan se dem, som går forbi, ikke mindst hundeluftere. Det er meget bedre at placere hundegården i baghaven, væk fra vejen. På denne måde får du mindre risiko for, at hunden begynder at gø. Dine naboer vil også foretrække denne løsning.
Det kan desuden være en fordel at placere gården op til garagen eller et skur og således lade hunden bruge både garage og hundegård. Om sommeren bliver det dejligt køligt i en garage, og om vinteren er det lunere og tørrere.
Du bør træne hunden til ikke at gø. Ellers kan brugen af hundegården give naboklager. Det er de færreste hunde, som aldrig gør, men der er alligevel store forskelle. Nogle hunde gør nærmest hver eneste gang, der går nogen forbi. Andre er mere lydige.
Uanset hvad skal man ikke tro, at der er noget galt i at bruge hundegårde. Din hund vil i hvert fald meget hellere være ude i haven, når du er væk.
Er det varmt nok om vinteren?
Det kommer an på flere forhold. Hvilken race har du? Taler vi fx om slædehunderacer, er det i hvert fald ikke noget problem. Har den tyk pels? Er den vant til at være ude? Har du indrettet et solidt hundehus, evt. med masser af hø og en lille indgang. Hunde, som er vant til at være ude, har det helt fint. I de fleste tilfælde kan hunde godt vænne sig til at være ude om vinteren. De fleste foretrækker da også, at hunden kun skal være derude i dagtimerne, hvor dens ejere ikke er hjemme.
Efter mine erfaringer er det snarere et problem med det varme sommervejr. I henseende til dette bør du altid sørge for, at hunden har en god, stor skyggeplads, ligesom en stor spand vand er nødvendigt. Jeg foretrækker en 10 liters spand.
Løbegård til hvalpe
Hvis man får hvalpe, er det nærmest en nødvendighed med en løbegård. Det kan godt være, at du har en indhegnet have, men det er så godt som umuligt at have dem rendende i hele haven hele tiden. Indimellem kan man få et pusterum ved at sætte hvalpene ned i en hvalpegård, hvor de stadig kan lege og have adgang til vand og legetøj.
Det er klogt at sætte et net eller gitter over hvalpegården. For man ved aldrig, om én af dem pludseligt hopper over. Man regner ikke lige med, at det sker, når hvalpegården er mange gange højere end hunden, men der kan ske det, at hunden kommer op på et eller andet, som gør, at den kan komme højere op. Desuden giver det en sikkerhed for, at rovfugle ikke kan komme til hvalpegården. Det sidste er selvfølgeligt meget usandsynligt, men det er alligevel rart at føle sig sikker.
Priser
Heldigvis koster de små løbegårde til hvalpe meget lidt. Du vil sagtens kunne finde dem i Den blå avis eller Gul og gratis til et par hundrede kroner. Nogle hundeejere eller tidligere hundeejere skal faktisk bare af med dem og forærer dem nærmest væk, hvis man er villig til at hente dem.
De store hundegårde er naturligvis meget dyrere, men også her kan du få nogle billige, også hvis du vælger brugte hundegårde. Ud over Den blå avis og Gul og gratis er der også gode muligheder på Facebook. En anden løsning er “gør det selv”-gårdene. Det er bestemt ikke svært at lave en hundegård selv. Der findes gode guides på nettet, hvis man søger efter gør det selv hundegård løbegård.
Skriv et svar